En synopsis betyder et samlet overblik, en sammenfatning eller kortform af noget længere. En synopsis vil typisk være forskellig fra fag til fag og fra forløb til forløb, og kan derfor have forskellige formål, forskelligt indhold og forskellige udformninger.
På hhx skal du skrive synopsis i forbindelse med følgende fag/forløb:
- SO2 om strategi, 2.G
- Erhvervscase, 2.G
- SO4 om matematiske modeller og økonomisk analyse, 2.G
- International økonomi (eksamensprojektet på både A- og B-niveau), 2.G og 3.G
- Erhvervsjura B (afsluttende projekt), 3.G
- Historie B (afsluttende projekt), 3.G
Der vil være stor forskel på, hvad en synopsis skal indeholde i f.eks. erhvervscase, international økonomi og historie. Derfor vil vi ikke her på studievejen.dk opstille en fast skabelon for indhold og struktur på en synopsis. Du skal også være klar over, at der kan være forskel på, om en synopsis, der er afleveret i forbindelse med en eksamen, tæller med ved den endelige karaktervurdering. Spørg derfor altid din lærer om dette, hvis du er i tvivl.
Synopsis i erhvervscase er anderledes end andre synopser på hhx, og vi henviser derfor til særskilt side på studievejen.dk om erhvervscase, hvis du har brug for viden om synopsis i dette fag.
De fælles træk ved synopsis
En synopsis er et samlet skriftligt overblik over det problem, du har bearbejdet i et projekt og ønsker at udfolde mundtligt ved en præsentation eller en mundtlig eksamen. Synopsis er på den måde et skriftligt oplæg, der fører til en dialog ved den mundtlige præsentation/eksamen. Et oplæg og dermed et signal til lærer og censor om, hvad du vil tale om og være i dialog om ved præsentationen/eksamen.
Det er med udgangspunkt i synopsis, at lærer og censor forbereder deres spørgsmål til præsentation/eksamen.
Se på synopsis som det smalle sted på et timeglas: efter at du har gjort et stort stykke arbejde med at indsamle empiri og bearbejde data og er kommet frem til en samlet konklusion på problemformuleringen. Samtidig er det før det store arbejde med at forklare og forsvare opgaven ved den mundtlige præsentation eller eksamen.
En synopsis er et skriftligt produkt, der kan skrives i forkortet form med punktopstilling med hoved- og underpunkter om de emner, som vil blive forklaret og uddybet ved præsentationen/eksamen. Synopsis indeholder ikke helt korte, men lidt mere detaljerede punkter. En synopsis går jo f.eks. ind i en analyse og beskrivelse af konklusioner på analysen, hvilket kræver en lille smule detaljering.
Eksempel på en fornuftig punktopstilling:
Analyse af konsekvenserne ved Kenyas lave grad af velstand (uddrag):
- Den lave BNP pr. indbygger på 1754 USD (Trading Economics, december 2022) kan føre til lavere levestandard og begrænser adgangen til basale ressourcer og tjenester.
- Kan bremse landets økonomiske vækst og udvikling, da landet har færre ressourcer og mindre kapital til rådighed fx indenfor investeringer i nye projekter og produktion.
- Lav BNP pr. indbygger kan føre til højere arbejdsløshed, da det er tæt knyttet til arbejdsmarkedet og beskæftigelsen.
- Den lave PPP betyder at de Kenyanske forbrugere har mindre købekraft og har sværere ved at importere varer.
Synopsisstruktur
Synopsis vil typisk som minimum indeholde nedenstående elementer, men alt efter det fag og forløb, der skrives synopsis i, vil der være krav om andre elementer, som synopsis også skal indeholde. Derfor bør du altid søge præcis information om krav til omfang og indhold af synopsis i det fag eller forløb, du skriver synopsis i.
Fælles for de fleste synopser er, at følgende elementer indgår:
- Forside
- Problemformulering
- Metodeovervejelser (teori, empiri og metoder)
- Konklusioner på arbejdet med de enkelte arbejdsspørgsmål i problemformuleringen
- Samlet konklusion på problemformuleringen
- Litteraturliste
- Bilag
Synopsis skal typisk fylde mellem 3 og 5 sider ekskl. forside, litteraturliste og bilag.
Forside
Forsiden skal som minimum indeholde følgende:
- Dit navn og din klasse
- Dit eller dine fag i opgaven inkl. niveau
- Opgavens titel
- De(t) fulde navn(e) og fag på vejlederen/vejlederne
- Uddannelsessted og årstal
- Det samlede antal tegn med mellemrum fra og med indledningen til og med konklusionen
I nogle forløb/fag er der en skabelon, du skal bruge til forsiden.
Problemformulering
Problemstillingen er det overordnede, bærende spørgsmål i et problemorienteret projektarbejde, og dertil hører et sæt sammenhængende arbejdsspørgsmål, som vi kalder problemformuleringen. Problemformuleringen sætter rammen for, hvad der skal ske i opgaven:
- Hvad skal der redegøres for?
- Hvad skal analyseres?
- Hvad skal diskuteres?
- Hvad skal vurderes?
- Hvad skal perspektiveres?
Læs mere om at skrive problemformuleringer her på studievejen.dk eller orienter dig i HHX-guiden til studieområdet via link her nedenfor.
Metodeovervejelser
Afsnittet om metodeovervejelser i en synopsis er meget vigtigt. Det er fagenes forskellige metoder, der afgør, hvordan du besvarer arbejdsspørgsmålene i en problemformulering. Det er også fagenes metoder, der afgør, hvad du kommer til at fokusere på i opgaven. Fagenes metoder har afgørende betydning for, hvordan du får gennemført den undersøgelse (analyse), der er centrum i dit arbejde med at besvare problemformuleringen.
I både erhvervscase, SO2 og SO4 skal du besvare en problemformulering ud fra 2 eller flere fags forskellige metoder, og det kræver et godt overblik over de forskellige fags metoder. De andre synopser, du skal skrive, er enkeltfaglige. Uanset antallet af fag, kræves det af dig, at du forstår, at forskellige metoder tilbyder forskellige vinkler på en problemformulering. Og det er op til dig at beslutte, hvilke vinkler du vil have fokus på, når du besvarer den.
I dit metodeafsnit beskriver og begrunder du dit valg af metoder fra de(t) involverede fag – og dermed også dit valg af vinkler på problemformuleringen.
For en mere indgående indføring i, hvordan du kan skrive et godt metodeafsnit, beder vi dig gå til afsnittet om metode her på hjemmesiden eller til hhx-guiden til studieområdet via link her nedenfor.
Konklusioner i synopsis
I dit arbejde med at besvare problemformuleringens arbejdsspørgsmål er du kommet frem til konklusioner på dem – resultatet af dit arbejde. Det vil både være være på det redegørende, analyserende, diskuterende og/eller vurderende niveau. I synopsis skal du have skrevet resultaterne af dit arbejde med problemformuleringen frem – og det skal stå i punktform.
Den viden du vælger at inddrage fra din besvarelse af det redegørende arbejdsspørgsmål i synopsis og dermed til præsentationen/eksamen, skal være viden, der er relevant for analysen.
Du har lavet en undersøgelse af noget – din(e) analyse(r) – og i synopsis skal det være helt tydeligt for læser, hvad undersøgelsens resultater er. Med andre ord skal du klart og tydeligt skrive analysens konklusioner op i punktform. Husk belæg for dine påstande og dokumentation i form af korrekte kildehenvisninger på alle konklusioner.
I diskussionen i synopsis skal du fremføre forskellige vinkler og synspunkter, der kunne være på dit emne eller problemstilling. Og du skal argumentere for, hvorfor man kan se det på forskellige måder. Du skal også pege på eventuelle ulemper ved at se emnet fra de forskellige vinkler. Du skal egentlig forestille dig, at du holder din egen paneldebat, hvor de forskellige synspunkter eller teorier kan komme til orde på en faglig og saglig måde. Du skal også i din synopsis demonstrere, at der er belæg for dine argumenter for og imod, fordele og ulemper osv., at argumenterne er faglige og veldokumenterede med korrekte kildehenvisninger, der hvor der er inddraget empiri.
Det, du vælger ud til synopsis og dermed til diskussion ved præsentationen eller den mundtlige eksamen, skal være noget, der er centralt at diskutere set i forhold til projektets emne eller problemstilling. Det skal stå i punktopstilling.
Du har i din problemformulering måske også haft et vurderende spørgsmål, og du vil gerne trække vurderingen frem i synopsis og ved mundtlige præsentation/eksamen. Her skal du huske, at det skal være en faglig og objektiv vurdering, og du skal vurdere ud fra relevant, faglig viden på baggrund af din analyse. Vurderingen kan også ligge i tæt forbindelse med en forudgående diskussion, som du vurderer på baggrund af.
I synopsis skal du fremføre den vurdering, du er kommet frem til – sammen med de hovedargumenter, du kan fremføre for at støtte den vurdering.
Samlet konklusion
Konklusionen er det sidste afsnit i din synopsis. Her samler du op på den viden, du har skabt eller fået gennem arbejdet med din problemformulering.
Konklusionen skal nemlig være det samlede svar på din problemformulering. Derfor er det en god idé at have din problemformulering foran dig, når du skriver konklusionen. Du må ikke inddrage nyt stof i konklusionen.
Konklusionen i synopsis skrives som en sammenhængende tekst, og ikke i punktform.
Dokumentation
Det er af afgørende betydning for kvaliteten af dit projektarbejde, og dermed for kvaliteten af dine konklusioner i synopsis, at du bygger dit arbejde på empiri (informationer) fra pålidelige kilder, og at du kan dokumentere, hvilke kilder, du har dine informationer fra. Derfor skal det fremgå tydeligt af din synopsis, hvornår du refererer til kilder. Det gør du med kildehenvisninger.
Hver gang du skriver direkte, hvad der har stået i en kilde, citerer du, og derfor skal du bruge citationstegn og skal lave en kildehenvisning. Du skal i det hele taget lave en kildehenvisning, hver gang du refererer direkte ind til noget fra en kilde.
Det vil sige, at du på de fleste sider i din synopsis, vil have en del kildehenvisninger, enten i fodnoter eller i parenteser i teksten. Det forventer vi af din synopsis.
Hvis du har brugt en kilde til baggrundsviden om dit emne, og ikke refererer direkte til kilden i synopsis, så kan du nøjes med at anføre kilden i litteraturlisten.
Alle dine kilder skal være at finde i litteraturlisten – både dem, du har refereret direkte til og dem, du har brugt til baggrundsviden.
Litteraturliste
Her på studievejen.dk kan du under fanen “Formalia” finde hjælp til, hvordan du opstiller en litteraturliste korrekt.
Bilag
Bilag anvendes til de dele af synopsis, som det vil være upraktisk, at anbringe inde i selve synopsis.
Da synopsis er et oplæg til en mundtlig præsentation og holdes relativt kort i punktform, så vil der i en synopsis typisk ikke være figurer, diagrammer, tabeller med kvantitative data, større udregninger, udskrifter fra Excel, udskrifter fra geogebra, diagrammer, baggrundsinformation ang. lande, regioner, virksomheder, forfattere, historiske perioder el. lignende. Alt dette ligger typisk i bilag.
Alle bilag skal tildeles nummer og forsynes med en overskrift, der angives i indholdsfortegnelsen, eksempelvis: Bilag 1: Nøgletalsberegninger for virksomhed X. Derudover skal der være en kilde på alle bilag nederst på bilaget.
Vær opmærksom på, at der i nogle fag kan være begrænsninger på, hvor mange siders bilag, der må være. Det gælder eksempelvis for eksamenssynopsis i international økonomi.

