Hvad skaber udvikling

Gennem den fordybelsestid, der er knyttet til skriftlige afleveringer i fagene, og skal forstås som den tid du som elev bruger på selvstændigt, skriftligt arbejde. For hvert fag og for hvert skoleår ligger der et fast antal timer, du skal bruge på selvstændigt skriftligt arbejde, det vil sige uden en underviser tilstede.

Gennem omlagt fordybelsestid vil du arbejde med det skriftlige arbejde på skolen med mulighed for at søge vejledning hos en underviser. Det kan både foregå i de faglige timer og i studiecafé timer, der er øremærkede til skriftligt arbejde.

Gennem kontinuerligt feedback og fokuseret feedforward fra de faglige undervisere i forbindelse med skriftligt arbejde. Du vil gennem dine tre år på DBG hele tiden have fokus på din egen udvikling i de skriftlige kompetencer via en feedbackproces, hvor du sammen med underviserne løbende reflekterer over din udvikling og sætter nye mål for udviklingen.

Gennem det skriftlige arbejde i de enkelte fag, hvor skrivningen er et værktøj til faglig tænkning, formidling og læring.

Gennem studieområdets tværfaglige forløb, hvor vi her på skolen arbejder med udviklingen af både de skriftlige kompetencer og de mere almindelige studiekompetencer. I forhold til de skriftlige kompetencer vil du som elev igennem studieområdet udvikle dine kompetencer i forhold til at skrive både synopsis og rapport. Du vil som elev også blive trænet i argumentation, metodeanvendelse, brug af citater, dokumentation og henvisninger mv.

For hvert studieområdeforløb, der gennemføres og hvor produktet er en synopsis, vil du opleve at blive bedre til synopsis-genren – en kontinuerlig proces frem mod eksamen. På samme måde trænes du i rapportgenren.