Generelt om SRO

I løbet af efteråret i 2.g skal du skrive en studieretningsopgave.

Opgaven udarbejdes individuelt, og emnet vælges ud fra et antal opgaveformuleringer udarbejdet af lærerne. Umiddelbart efter udarbejdelsen af SRO-rapporten vil du skulle forsvare din opgave ved en 30 minutters mundtlig prøve.

Din SRO er en slags mini-SOP.

Valg af fag

Studieretningsopgaven udarbejdes i 2 fag. Det vil være fagkombinationer, hvor du kan afprøve et studieretningsfag og et A-fag, sådan som det er ved studieområdeprojektet (SOP).

Opgaveformulering

Du skal vælge mellem 3-4 flerfaglige opgaveformuleringer, som lærerne har udarbejdet. Det vil sige, at du i SRO arbejdet ikke selv skal lave en problemformulering.

Til hver opgave vil der typisk være et antal obligatoriske kilder, der skal bruges og inddrages i besvarelsen. Før valg af opgaveformulering vil faglærerne i de forskellige fag gennemgå opgaveformuleringerne med jer, og der vil være mulighed for at spørge dem til råds.

Vejledning og opgaveskrivning

Efter valg af opgaveformulering udpeger skolen vejledere for den enkelte elev – en fra hvert fag. Vejlederne er ikke nødvendigvis de lærere, du har i fagene, men vil være lærere, der underviser i dem. Når du har brug for hjælp i relation til skrivningen af din studieretningsopgave, skal du kun henvende dig til de udpegede vejledere.

Efter efterårsferien er der en SRO-uge, hvor du vil blive undervist i skrivehandlinger den første 1½ dag, og herefter vil der være to skrivedage, en torsdag og en fredag, hvor du kan sidde hjemme og skrive din SRO. Torsdag og fredag vil du kunne kontakte dine udpegede vejledere for hjælp. Da dine vejledere har anden undervisning, kan du først forvente svar på dine spørgsmål ved skoledagens afslutning.

SRO-rapporten skal afleveres om søndagen samme uge.

Opgavens omfang

Besvarelsen skal fylde ca. 6 – 10 normalsider sider (heri ikke medregnet indholdsfortegnelse, noter, figurer, billeder, litteraturliste og eventuelle bilag).

Det er vigtig, at du ikke overskrider de 10 normalsider, da du jo her skal vise, at du forstår at prioritere plads og fagligt stof. Vi hører ofte elever tale om, at det er tilladt at overskride med 10% – det er IKKE korrekt.

Besvarelsen bør heller ikke være for kort. Hvis du skriver under 6 normalsider, bliver det simpelthen svært for dig at komme ordentlig i dybden med svarene på din opgaveformulering. Sigt hellere mod 10 normalsider end 6.

En normalside er 2400 tegn inkl. mellemrum.

Evaluering

Karakteren fastsættes af dine to vejledere. Der gives én karakter ud fra en helhedsvurdering af den skriftlige rapport og din mundtlige præstation.

Ved bedømmelsen af den skriftlige rapport lægges vægt på:

  • I hvilket omfang opgaveformuleringen er besvaret
  • relevant udvælgelse, anvendelse og kombination af viden og metoder fra de indgående fag
  • faglig indsigt og fordybelse og evne til at sætte sig ind i relevante nye faglige områder
  • anvendelse af relevant materiale
  • faglig formidling og fremstillingsform

Ved bedømmelse af den mundtlige præstation lægges vægt på:

  • den mundtlige præsentation af rapporten og dens vigtigste konklusioner
  • faglig dybde og selvstændighed
  • forståelse af de indgående fags og faglige metoders muligheder og begrænsninger i forhold til arbejdet med studieområdets problemstillinger
  • perspektivering af projektets problemstillinger til aktuelle kulturelle, økonomiske og/eller politiske temaer af relevans for studieområdet
  • formidling af centrale konklusioner og refleksioner

Din SRO er en slags mini-SOP

Snyd og manglende aflevering

Studieretningsopgaven (SRO) er en obligatorisk opgave. Det har derfor konsekvenser, hvis den afleverede opgave eller dele heraf er afskrift (snyd), eller hvis opgaven afleveres for sent eller slet ikke afleveres.

Snyd – det betragtes som snyd, hvis en anden har skrevet (dele af) opgaven, eller hvis store dele af opgaven er skrevet af. Opgaven vil i så fald ikke blive accepteret, og der skal udarbejdes en ny opgavebesvarelse.

Manglende eller mangelfuld aflevering – da SRO er en obligatorisk opgave, skal den skrives og afleveres. Manglende aflevering vil derfor af skolen betragtes som en udmelding.

En mangelfuld opgavebesvarelse er en besvarelse, hvor rapporten mangler væsentligt indhold set i forhold til, hvad en rapport skal indeholde. Vi accepterer ikke mangelfulde SRO opgavebesvarelser.

SRO-forløbets struktur

Studieretningsopgaven betragtes som en mini-SOP. Det vil sige et tværfagligt projekt, hvor en opgaveformulering besvares ved hjælp af teori, empiri og metoder fra de to indgående fag. Her bruges rapport-genren.

For at sikre at du kommer igennem SRO-forløbet med et så godt resultat som muligt, bliver du først undervist i det at skrive rapport, herunder rapportens indhold og de formalia, der skal overholdes i en rapport.

Den typiske tidslinje i SRO-forløbet

Uge 40-43

  • Der orienteres om SRO – både fælles i auditoriet og i klasserne, hvor faglærerne beskriver og forklarer de forskellige opgaveformuleringer. Der er naturligvis også mulighed for at spørge ind til de enkelte opgaveformuleringer hos faglærerne i løbet af ugen.
  • Valg af opgaveformulering foretages via et link, du får tilsendt på uddata.
  • Hvis du ikke har valgt inden deadline, bliver du tildelt en opgaveformulering.

Uge 45

  • Tirsdag og onsdag vil der være undervisning i skrivehandlinger: rapportens indhold og rapportgenrens formalia.
  • Torsdag og fredag er der skrivedage, hvor studieretningsopgaven skrives derhjemme.
  • Du har mulighed for at få vejledning af dine to vejledere på skolen eller via Studie+ eller teams for hjælp på de to skrivedage.
  • SRO-rapporten skal afleveres søndag uge 45 kl. 12.00 på Studie+.

Uge 47

  • Orientering om det mundtlige forsvar af SRO-rapporten.

Uge 49/50

  • Et par uger efter aflevering af SRO skal du op til en 30 minutters mundtlig prøve, hvor du skal forsvare din SRO-rapport.
  • I forbindelse med prøven vil du af dine vejledere få feedback på din rapport og på relevante studiekompetencer. Du vil desuden få gode råd og vejledning frem mod dansk-historie opgaven, som er den næste rapport, du skal skrive.
Fremmedsprog i SRO

Studieretningsopgaven skrives på dansk, også selv om det ene af de indgående fag er et fremmedsprog. Studieretningsopgaven indeholder desuden et kort resume, der også skrives på dansk (ca. 15–20 linjer).

Hvis et eller flere fremmedsprog indgår i projektet, skal en del af de anvendte kilder være på dette/disse sprog.