I løbet af studieområdet afholdes mange mundtlige præsentationer og prøver, sådan at du gennem hele studieområdet trænes i den mundtlige kommunikationsform hen mod en god mundtlig kommunikationskompetence, som du får brug for både på de videregående studier og i erhvervslivet.

En god mundtlig præsentation er velforberedt og velstruktureret, så du er nødt til at forberede dig. Det gælder både ved prøver og ved mundtlige præsentationer i den daglige undervisning. På denne side får du gode råd til, hvordan du bedst kan forberede dig og gennemføre en mundtlig præsentation eller prøve.

Mundtlige præsentationer i Studieområdet

Udover de utallige enkeltfaglige, mundtlige præsentationer i dine forskellige fag, vil du møde følgende tværfaglige, mundtlige præsentationer/forsvar gennem din studietid:

  • ØG prøven (november ved afslutningen af grundforløbet)
  • SO1 prøve (februar 1.G)
  • SO2 prøve på baggrund af synopsis (oktober 2.G)
  • SO4 prøve på baggrund af synopsis (januar 2.G)
  • SRO-prøven, hvor din rapport præsenteres og forsvares (december 2.G)
  • Erhvervscase præsentationer på baggrund af synopser (foråret 2.G)
  • SO5 prøve på baggrund af synopsis (september 3.G)
  • SO6 prøve (oktober 3.G)
  • SOP eksamen (juni 3.G)

Ved SRO-prøven og SOP eksamen gives der én samlet karakter ud fra en helhedsvurdering af den skriftlige rapport og den mundtlige præstation.
Ved SO2, SO4, og SO5-prøverne gælder det også, at der gives én samlet karakter ud fra en helhedsvurdering af det skriftlige produkt og den mundtlige præstation.

Ved erhvervscase eksamen bliver du alene bedømt på den mundtlige præsentation og forsvar. Din synopsis tæller ikke med i eksamenskarakteren.

Bedømmelse

I de forskellige fag, opgaver og forløb kan – og vil – der være forskellige krav til indholdet af den mundtlige præsentation/forsvar. Derfor skal du altid læse projektbeskrivelse/opgavebeskrivelse mv. grundigt igennem ved starten af arbejdet med det, så du ved præcist, hvad det er, der forventes af dig ved den mundtlige præsentation/forsvar.

Hvis du er i tvivl, skal du altid i god tid afklare din tvivl ved at spørge din lærer.

Når du får feedback på din mundtlige præsentation, bør du altid skrive den ned bagefter, for der går aldrig ret lang tid, før du skal præsentere mundtligt igen. Her kan du bruge den tidligere feedback som afsæt for at forbedre din næste mundtlige præsentation. På denne måde vil du igennem alle 3 år på hhx optræne dine mundtlige kommunikationskompetencer.

En god mundtlig præsentation
er velforberedt og velstruktureret

Hvad vi lægger vægt på ved en mundtlig præsentation

At du har en klar og velstruktureret disposition for din præsentation/dit forsvar. Her skal du have tænkt over, hvad du ønsker at prioritere og dermed vil bruge mest tid på

At du præsenterer forløbets/opgavens/præsentationens hovedemne eller opgaveformulering og dens vigtigste konklusioner

At du viser, at du kan dit stof og altså viser, at du er fagligt dygtig, og forstår og kan bruge relevante modeller, teorier/faglige metoder og fagbegreber. Hvis der er to eller flere fag involveret, så demonstrer faglighed i begge eller alle fag

At du demonstrerer din forståelse for dataindsamlingsmetoderne – altså de metoder, du har anvendt ved indsamlingen af den empiri, du har lagt til grund for opgaven. I økonomifagene refereres der her til den kvantitative, kvalitative, komparative og kildekritiske metode. Husk at forventningerne til din kildekritik vil være anderledes i historie end i de andre fag.

At du øver din præsentation/dit forsvar flere gange er tid, der er givet godt ud. På den måde bliver det mere sammenhængende og velstruktureret, og du ved hvor langt tid præsentationen tager. Når du øver dig på forhånd, har du også mulighed for at tilpasse præsentationen/forsvaret på forhånd og begår fejlene før, at de får betydning. Du vil også bedre kunne undgå oplæsning, som set fra lærer- og censorside aldrig giver bonuspoints.

At du bruger cue cards med stikord og ikke et manuskript.

At du får formidlet de centrale konklusioner/resultater. Uanset hvilken opgave eller forløb, du har arbejdet med, så skal du nemlig tydeligt, fagligt og præcist have formidlet de centrale resultater og/eller konklusioner til lærer og censor.

Der vil være forskel på, hvad det er du med fordel kan præsentere. Hvis du har arbejdet ud fra en opgaveformulering, forventer vi at få præsenteret de centrale konklusioner på den som en del af præsentationen. Men har du i SO1 har lavet en hjemmeside eller udviklet en prototype i SO5, så er den absolut også relevant at præsentere som et resultat af ugens arbejde.

Du skal være stensikker på, hvilke resultater du ønsker at fremhæve og/eller hvilke konklusioner, der er centrale. Så spørg dig selv: hvad er pointerne i min præsentation: hvad er det vigtigste for lærer og censor at forstå? Dét skal prioriteres i præsentationen.

Særligt ved mundtlig præsentation af SRO og SOP

Der afholdes en mundtlig prøve på grundlag af din SRO (i 2.G) og din SOP (i 3.G). Før SOP prøven sendes et eksemplar af projektet til censor, og eksaminator og censor taler inden prøven sammen om projektet. Ved SRO taler dine to vejledere også sammen om projektet inden SRO prøven.

Eksaminationstiden er ca. 30 minutter uden forberedelsestid ved både SRO og SOP prøven. I løbet af prøvens første 10 minutter skal du præsentere dit projekt, bl.a. med fremlæggelse af centrale problemstillinger. Det kan du læse mere om nedenfor. Den resterende tid former sig som en samtale mellem dig, eksaminator og evt. censor.

Ved bedømmelse af den mundtlige præstation lægges der vægt på følgende:

  • den mundtlige præsentation af rapporten og dens vigtigste konklusioner
  • faglig dybde (vis at du kan dit faglige stof i begge fag: relevante modeller, teorier og fagbegreber) og selvstændighed. Husk: ”Sag før fag” – hav især fokus på relevante flerfaglige problemstillinger og metoderne i forhold til det faglige.
  • forståelse af de indgående fags og de valgte faglige metoders muligheder og begrænsninger i forhold til arbejdet med studieområdets problemstillinger (tænk altså højt omkring hvor gode de valgte fag har vist sig at være til at besvare problemstillingerne og forhold dig kritisk til de metoder, du har valgt til besvarelsen – alle metoder kan have fordele såvel som ulemper. Forhold dig desuden kritisk til din egen anvendelse af metoderne)
  • perspektivering af projektets problemstillinger til aktuelle kulturelle, økonomiske og/eller politiske temaer af relevans for studieområdet
  • formidling af centrale konklusioner og refleksioner

Bedømmelsen af din SRO/SOP er en helhedsvurdering af den skriftlige og mundtlige præstation tilsammen. Det betyder, at enkeltaspekter ved den skriftlige eller mundtlige del ikke i særlig grad kan trække ned eller diskvalificere opgaven eller omvendt trække opgaven op.

Forberedelser til den mundtlige prøve

Du skal have lavet en powerpoint samt et talepapir/cue cards at tale ud fra. Du skal huske også at medbringe din SRO/SOP i printet udgave til den mundtlige prøve.

Vi kan varmt anbefale, at du bruger nedenstående link til video af Mikkel Brunvold til strukturering og udarbejdelse af din 10 minutters præsentation og dit talepair/cue cards.

Ud fra Mikkel Brunvolds video, skabelonen til talepair – og i det hele taget Opgaveguiden til hhx fra Systime – vil du få vejledning i, hvordan du bedst forbereder dig til SRO og SOP prøven i perioderne op til SRO prøven og SOP prøven.

Ved at bruge linket nedenfor finder du desuden en skabelon til talepapir fra “Opgaveguiden til hhx”, som du kan downloade og bruge ved forberedelsen til din SRO eller SOP prøve. Det er vores klare anbefaling, at du bruger både video og talepapir i din forberedelse til prøven – både ved SRO prøven og SOP prøven.

Mundtlig præsentation af metoder

Når du laver de store opgaver som SRO, DHO og SOP skal du i opgaven beskrive og begrunde de metoder, du har valgt at bruge til besvarelsen af opgaven.  Der er to måder at gribe det an på:

  1. I et separat slide i starten af præsentationen
  2. Undervejs i præsentationen efterhånden som metoderne anvendes

Det kan være forskelligt, hvad der er mest optimalt, så spørg altid din(e) vejleder(e), før du går i gang med at forberede præsentationen. I stort set alle de mundtlige præsentationer og forsvar af opgaver, du skal gennemføre i din tid på hhx, skal du også præsentere og begrunde dit valg af metoder.

Fordelen ved at bruge den første måde og have et slide i starten, hvor du præsenterer og begrunder dit valg af metoder er, at det giver et metodemæssigt overblik og gør det meget tydeligt, om du har forstået dine metoder. Ulempen kan være, at dine refleksioner over metodevalg kan komme til at stå lidt alene og miste sammenhæng med selve opgavens undersøgelse. En anden ulempe er, at du kan komme til at gentage dig selv i præsentationen, fordi der både er et selvstændigt metode-slide og du samtidig kommer ind på metoder i gennemgangen af dine konklusioner mm.

Fordelen ved at bruge den anden måde er, at du med eksemplets kraft kan vise, at du har forståelse for, hvorfor og hvornår forskellige metoder kan anvendes. Her kan du ved en konkret analyse jo komme ind på hvilken analysemodel, du har valgt at anvende samt hvorfor. En anden fordel er, at du ikke kommer til at gentage dig selv. En ulempe kan være, at du ikke får vist det metodemæssige overblik, og desuden kan man godt blive så optaget i sin præsentation, at man glemmer at have nok fokus på metoderne undervejs.

Spørg altid din lærer/vejleder, hvis du er i tvivl om, hvilken måde du skal gå med.

Den visuelle del af præsentationen

Som støtte for din mundtlige præsentation anbefaler vi en visuel præsentation ved hjælp af f.eks. Power Point eller prezi. Ved de fleste prøver/præsentationer stilles der krav om, at der bruges en visuel præsentation. Du skal altid selv sikre dig, at du ved, hvilke krav der stilles til en mundtlig præsentation/prøve.

Brug et præsentationsprogram, som du er vant til at bruge.

Gode råd til opbygningen af en visuel præsentation (f.eks. Power Point):

  • Lav en forside, der er æstetisk pæn og samtidig fanger lærer og censors opmærksomhed
  • Lav et indledende slide med din disposition for præsentationen
  • Hav én pointe, konklusion med argumenter osv. per slide
  • Sørg for at figurer og tekst på den samme slide kan relateres til hinanden
  • Undgå for meget tekst: maksimalt 6 bullets og helt korte sætninger på 5-7 ord
  • Vær konsekvent og brug samme design, skrifttyper, farver osv. på alle slides
  • Sørg for at al tekst og alle figurer let kan læses/aflæses

Eksempel på powerpoint slide:

Gode råd til præsentationsteknikken
  • Sørg altid for at præsentere dig selv for censor, hvis han/kun er ukendt for dig. Giv hånd og smil – det giver et godt førstehåndsindtryk.
  • Hav styr på teknikken – og sørg altid for at have styr på det inden, at du skal præsentere. Det giver mere ro i maven. Du kan altid spørge vores IT-medarbejdere, hvis der er noget du er i tvivl om, men vent ikke til selve dagen for præsentationen – gør det før da.
  • Prøv at skabe en god kontakt til lærer og censor med dialog og øjenkontakt, og vær dig selv – det er mest troværdigt.
  • Brug cue cards og hold øjenkontakt med lærer og censor under præsentationen.
  • Nogle elever føler behov for at sige rigtig meget på kort tid ved præsentationen, og skruer derfor tempoet for den mundtlige præsentation voldsomt i vejret for at nå det hele. Det kan vi ikke anbefale. Der er en mening med den afsatte tid, og du skal demonstrere, at du kan prioritere den givne tid. Så i stedet for at sætte taletempoet i vejret, så kig på det indhold, du gerne vil præsentere, igen. Det er kun det centrale, der skal med – så revurdér hvad der er mest vigtigt for dig at få præsenteret.